En kold vinterdag i januar, for snart 15 år siden, tog en tidligere garder sin lille datter på 8 år i hånden og trak hende med ud for at prøve at spille på et instrument i byens lokale garde. Den tidligere garder vidste nok på forhånd, hvilken stor forandring det kunne gå hen og gøre på hendes lille datters liv, men den lille pige på 8 år havde ingen anelse om, hvor afgørende et øjeblik i hendes liv det faktisk var. Pigen prøvede fløjten og fik lov at få den med hjem.
Med en mor, to morbrødre og flere i forældrenes omgangskreds, der havde været gardere, samt en mormor, der var tidligere bestyrelsesmedlem lå det måske lidt i kortene at denne lille pige skulle prøve sig i garderverdenen.
Musikken og fløjten fangede hun hurtigt, og efter 10 måneder stod hun i uniformen, ganske tæt på sin 9 års fødselsdag, og hun var pavestolt! Og den lille pige, det er mig. Selv om jeg kun er blevet en anelse højere end dengang, er jeg nu 14 år ældre, 22 år gammel og efterhånden en garvet garder. Jeg hedder Kirstine, i daglig tale Kir, og jeg tøver ikke med at sige, at Danehofgarden har formet mig og gjort mig til den, jeg er i dag!
Her sidder jeg så, knap 15 år efter jeg blev indmeldt, og tænker lidt tilbage. Livet i garden har gjort mig til den, jeg er i dag. Da skolen ikke sagde mig synderligt meget, og musikken og marchen så ud til at være det, jeg var god til, benyttede jeg mig også af det. Garden er et sted, hvor man kan være sig selv 100 %, fordi alle accepterer forskellighederne, og her har man alle sammen musikken til fælles. I klassen blev jeg egentlig mest set lidt som en nørd, fordi jeg spillede musik og gik rundt i mærkeligt tøj i min fritid. Men det er som om de ting er ligegyldige, når det er noget jeg brænder for, og jeg har gode venner, der gør det samme.
Jeg tør slet ikke forestille mig, hvilken person jeg var blevet, hvis ikke Danehofgarden og mine venner dér havde været med til at opdrage og danne mig til den, jeg er i dag.
Folk udefra, som ikke kender garderverdenen, kan og vil heller aldrig forstå, hvad det er, der er så fedt ved at være garder. Det er et fællesskab og samhørighed, man ikke støder på andre steder.
Men udover fællesskabet, hvad har det mon så givet mig? Ture til Italien, Ungarn, Kroatien, Tyskland, Tjekkiet og mange andre steder. Udover det har det også givet mig en masse skøre og store oplevelser. Man får lov at klæde om midt på strøget, for ”vi skal spille NU”, man får lov at presse sin krop mere, end man troede var muligt, at undgå søvn i flere dage på grund af, at folk omkring én snorker og ens luftmadras er flad, man får lov deltage i måske endda vinde vigtige konkurrencer og egentlig bare spille og marchere røven ud af bukserne for det er det, man brænder for! At være garder er en livsstil – intet mindre.
Musik er en gave – og jeg skal love for, at det var en gave den lille pige fik af sin mor den kolde vinterdag i januar for næsten 15 år siden.
Skriv et svar