Flere end 100 korps deltog i Rastede Musiktage i weekenden d. 1.-3. juli, og et af dem kom fra Nyborg. Mange måneders træning bar frugt, da Danehofgarden tog ikke mindre end fire guldmedaljer med hjem.
Torsdag eftermiddag blev de fleste af instrumenterne i Garderhuset på Provst Hjortsvej pakket sammen i bus og trailer og 45 spændte gardere var klar til en weekend i den lille tyske by Rastede, hvor ca. 4700 musikanter deltog i en stor international konkurrence. De seneste måneder har garden knoklet hårdt for at blive klar med både march og musik, og forventningerne var tårnhøje.
På podiet seks gange
Der blev dystet i både march, show og koncert i Rastede, og Danehofgarden deltog i fem forskellige discipliner: march og koncert for henholdsvis harmoniorkester og tambourkorps og en marchparade, hvor alle garderne viste show og forskellige trin på banen til stor begejstring for publikum.
Trods en stor portion regn endte søndag eftermiddag med jubel og klapsalver til Danehofgarden, som i fire af disciplinerne blev tildelt 2. pladsen og dermed fire guldmedaljer. Gardens to tambourmajorer, Kirstine Weis og Maria Møller, kunne desuden begge hente sølvmedaljer for deres præstation under marchkonkurrencen.
Stor udvikling i garden
Succesen i Rastede bekræfter endnu engang den udvikling, Danehofgarden har haft de seneste år. Ved seneste DM for bygarder sidste sommer blev garden nr. 5 og fik desuden tildelt pokalen for største fremgang. Derudover har garden netop rundet 100 medlemmer og er dermed en af de største bygarder i landet.
Garden går nu på velfortjent sommerferie og lader op til næste sæson, som byder på 60 års jubilæum i februar og deltagelse i DM for bygarder i Vejen i sommeren 2017.
Skriv et svar