Danehofgarden var 4.-7. juli med ved DM 2013 i Frederikshavn. Og hvilket DM!!
Danehofgarden leverede en række flotte præstationer i de konkurrencer man deltog i. Det gik så godt som aldrig før. I det samlede resultat endte man på en plads som 9. Så her i Nyborg, kan vi bryste os af at have Danmarks 9. bedste garde gående rundt i gaderne !!!
Den mest prestigefyldte konkurrence må siges at være tattoo konkurrencen. Her stillede Danehofgarden op med sit helt nye Disney Tattoo. Der er blevet øvet mange timer på dette tattoo, hvor der bla. har været dansetræning med instruktør udefra. Alt knokleriet med tattooet endte med det bedste resultat til DM nogensinde. Danehofgardens tattoo endte på en super flot 6. plads!
Det var en præstation der bragte stor lykke og glædestårer hos garderne. Et stort stykke arbejde, der fik sin fulde belønning til årets DM.
Udover et super flot samlet resultat og et enormt flot tattoo, så leverede tambourkorpset også en præstation i særklasse. Tambourkorpsets indsats resulterede i en placering som nr. 5 ud af 19 i deres kategori. Det er også den bedste placering nogensinde. Super flot gået af tambourkorpset.
Fredag aften til DM, var der en ny konkurrence der hedder Open Stage. Det er en konkurrence i stil med X factor, hvor 3 dommere kommenterer på præstationerne, umiddelbart efter opførsel, og derudover får publikum mulighed for at kommentere på det de ser også. Her havde Steffen samlet et hold bestående af gardens trommekorps, DHG Drumcorps, samt en række af de store blæsere. Man måtte max. være 20 deltagere på scenen nemlig. Og med Jonas Høegh som sangsolist, gik denne gruppe gardere hen og fik en flot 3. plads og en pokal med hjem til skabet. En flot og meget anderledes optræden af garderne, der virkelig viste publikums tække.
En sidste ting der også bør fremhæves, er vores tambourmajor Nicolaj Rasmussen. Han kom ind på en samlet 7. plads i konkurrencen mod de andre majorer. En virkelig flot præstation, som undervejs også indbragte ham en delt 4. plads som major i tattoo konkurrencen! Her viste Nicolaj bla. sine evner, ved at have DMs højeste kast med staven. Stort tillykke til Nicolaj.
Her kan du se alle Danehofgardens placeringer
Samlet Danmarksmester: Nr. 9 ud af 18 (der deltog 31 korps i stævnet i alt)
Tambourmajor: Nr. 7 ud af 17
Tattoo: Nr. 6 ud af 18
Bymarch: Nr. 20 ud af 28
Tambourkorps: Nr. 5 ud af 19
Trommekorps: Nr. 7 ud af 16
Harmoniorkester: Nr. 7 ud af 9
Samt en 3. plads i Open Stage.
Et super flot resultat, som vi ikke har gjort magen til i mange år. En virkelig god præstation der lover godt for Danehofgardens fremtid.
Danehofgarden vil gerne takke alle de supportere der var med i Frederikshavn for at bakke garderne op. Det gav virkelig et rygstød der ville noget, når jublen brød løs og man kunne mærke at salen var fyldt og opbakningen stor. Tusind tak til alle de forældre, gamle gardere m.m. som tog til Frederikshavn for at støtte Danehofgarden!
Du kan se videoer af Danehofgardens præstationer ved DM på vores YouTube kanal her.
Skriv et svar