Når man går i en garde, handler det ofte om at spille i tide og utide. Og når man er en del af gardens sølvbryllupshold, handler det om at spille i utide!
Da jeg i sin tid fik tilbuddet om at komme på sølvbryllupsholdet, måtte jeg tigge og plage mine forældre. For en ting er at køre til arrangement kl. 6:30 om morgenen. En anden ting er at køre til arrangement i Nyborg kl 6:30 om morgenen, når man bor i Svendborg!
Men det er selvfølgelig det hele værd. Selvom morgenarrangementer er nogen af de hårdeste (specielt i december, når ventilerne fryser fast!), er de helt klart også de hyggeligste.
Vi er et lille hold på 5 mand, som spiller til sølv- og guldbryllupper. Proceduren består som regel i, at vi vækker sølv- eller guldbrudeparret med musik, hvorefter der er morgenbrød (og en lille én…). Herefter så er det tilbage i bilerne, klæd om, hjem til Svendborg og i skole kl. 8. Mine klassekammerater spørger mig ofte, hvorfor jeg er så frisk i de tidlige morgen moduler… Hvorefter jeg svarer, at jeg har været til sølvbryllup!
Det bedste ved de her arrangementer er dog at se, hvor glade folk bliver. Der er som regel ikke et øje tørt, når det gamle brudepar danser brudevalsen. Nu har jeg været ude til godt 70 morgenarrangementer, og jeg bliver stadig en smule rørt hver gang!
Skriv et svar